Tænk at der skal
en forstuvet ankel til at jeg kan finde tid og mentalt overskud til at skrive på
bloggen.
Min veninde spurgte
mig da jeg startede bloggen, som selv er
hjemmegående, hvornår jeg ville finde tid til at skrive. Kan ikke helt præcist
huske hvad jeg svarede, men er ret sikker på, at jeg tænkte halvt bedrevidende
og halvt fordømmende med et strejf af overskud på den trælse måde: "Tid!?! Man har da masser
af tid som hjemmegående!", men som så meget andet i livet, må jeg spise et
stort stykke humble pie, som man siger på engelsk, eller rettere en hel pie
hver dag de sidste 4 måneder. Det ironiske er, at jeg faktisk skrev mine første
indlæg mens jeg stadigt arbejdede.
Nu slår hjernen
mentalt fra når manden kommer hjem fra arbejde, og når barnet er puttet er den
sat til opladning til dagen efter.
Nogle vil mene at
hjernen stadigt kan fungere efter en dag på arbejdet, fordi den er blevet
intellektivt stimuleret hele dagen, hvor en hjemmegåendes hjerne består af kødgryder,
støvklud og soap i TV'et. Den teori vil jeg gerne tilslutte mig, når jeg
begynder at undskylde overfor nullermændene i hjørnerne inden de bliver støvsuget.
Men hvad får man
tiden til at gå med som hjemmegående?
M vågner mellem
7.30 -8.30, og jeg prøver stædigt at sove, indtil han vågner, på trods af at manden
står op kl. 7 og rumsterer med lys og lyde. Prøver stædigt at fastholde nattens
drøm om shopping, ferie og cocktails med to hovedpuder presset over hovedet, og
hver morgen laver jeg en mental liste over at pærene i sove- og badeværelset
skal skiftes ud med lavere watts, og der skal filt puder på ALLE skabslåger og
skuffer.
Både liste og
cocktails bliver glemt når der lyder høje utålmodige hyl fra babyalarmen. Lydende er den sidste halve time blive ignoreret til fordel for den varme dyne og
puderne er nu presset sammen til ørepropper. Den dårlige samvittighed trækker
puderne ud af ørerne og den søvnige krop forlader nattens drøm om fordumstid,
hvor man var udhvilet, rynkefri og uden poser under øjene. På den anden side
ville jeg nu også råbe højt, hvis jeg havde siddet i min morgenlort den sidste
halve time...
Efter
morgenritualet på badeværelset er overstået, skal barnet fodres. Imens havregrøden
koger i mikroovnen, overvejer jeg hvilke lækkerier mine sofistikerede smagsløg
skal fodres med til morgemad.... En let toasted bagel med røget laks,
philadelphia, rødløg, tomat med en strejf af citron eller en engelsk bacon
buttie med sprød bacon i en bolle med "brown sauce" - tænderne løber i
vand....
Diiiing, siger
mikrobølgeovnen, og M står og råber "Maaaa", mens hans danser
stepdans samtidigt med han er ved at hive pyjamas bukserne af mig. Han har på
det sidste nægtet at sidde på sin stol og spise, hvor han kun vil sidde på mit
skød uden hagesmæk og selvfølgelig egenrådigt selv styre skeen med havregrød.
Selvfølgelig er i dag ikke en undtagelse.
Sætter ham på
stolen og han stikker i et hyl med det samme, og inden hagesmækken er fundet frem
er han kravlet ned og står og hyler omkring knæene på mig.
- Prøver stolen igen [Please, det er i dag det virker..]
- Lokker med en ske fuld af havregrød [Tag nu skeen, tag nu SKEEN]
- Havregrød på stol, havregrød på væggen [For helvede, hvornår blive jeg klogere???]
- Kommer op på skødet, men bliver kradset i ansigtet [1-2-3-4.... MØGUNGE!]
- Ned på gulvet [Hvor svært kan det være?]
- Supermarkeds syndromet i bedste vis [Suk....]
- 10min er gået [Skal jeg bare lade ham sidde ved mig?]
- Stolen igen [Hvis andre kan få deres børn til at spise på sin stol, så kan jeg også!!]
- Havregrød flyver igen [Nå måske ikke...]
- Suk [Hvor er det nærmeste hittegodskontor?]
Efter 20-30min af
konstant skrigeri vinder sulten over viljen og han sidder nu pænt og spiser på
sin stol. Smiler over hele femøren og charmer alt det han har lært. Det er så
nu, jeg skal skrive at smilet af mit barn får de sidste 30min til at komme direkte
i glemmebogen, og smiler kærligt tilbage mens solens varme morgenstråler falder
blødt på os gennem vinduet...
Fandemer nej, møgunge!
Mine ører har midlertidigt tinitus, imens øjene skanner området for havregrødsklatter.
Hvis jeg var en ludobrik, var jeg slået hjem nu.
Shit, er klokken
allerede 9.30, min Bodypump time starter om en halv time!
Får tørret det værste
havregrød af M's tøj, hår og ansigt imens det indtørrede snot og den grønne
bussemand bliver ignorereret. Ja, jeg er en af de mødre.... Morgenmad?! Nå ja,
det siges at man træner bedst på tom mave.
Farer ind i soveværelset
og trækker min yummy mummy uniform på; det sidste nye yoga/træningstøj fra
Lorna Jane (den tager vi senere...)
Havregrødsklatter,
mælk, stol og køkken får lov til at stå, og vi er ude af døren inden for 10min.
Når ned til
garagen og skal have ham spændt fast i stolen... Trækker vejret dybt og tæller
til tre (ti hvis vi er i god tid), og prøver at få flitsbuen foran mig til at
passe ned i stolen.
"Det er kun
5min" tænker jeg og tænder opgivende iPaden foran ham, og straks slapper
flitsbuen af, og kan bakke ud af garagen indenfor 2min. Når lige nøjagtigt
timen mens bænk, vægte, stang og måtte flyver omkring mig. De andre i timen trækker
nervøst deres bænk en halv meter længere fra mig inden instruktøren starter.
Fitnesscentret
har en creche, hvilket er en såkaldt pasningsordning. Det betyder, at han kommer
til at lege med andre børn - desværre kun 90min. Det er win-win-win situation
med gratis parkering, barnet bliver socialiseret, det er billigere end
legegruppe efter 3. ”besøg” på en uge og vigtigst af alt: ALENE tid. Ekstra
plus er at jeg forhåbentligt snart kan gøre mig fortjent til yummy mummy
uniformen, som mest af alt ligner en kæmpe softice med guf på.
Hvis han ikke
virker træt efter træning, runder vi formiddagen af på legepladsen.
Underligt nok glemmer
jeg altid hvordan lejligheden så ud, da vi tog afsted. Er ved at skvatte i en
brandbil, som ligger lige inden for døren, og skraldespanden, som stod klar til
at blive taget med ud, men blev nedprioriteret i farten, står stadigt og lugter
af gårsdagens madrester.
Sjovt nok har
havrgrødsklatter og mælkerester, som nu har formet skind, ikke fundet vejen ud
til vasken. Hvorfor sker sådan noget kun i Disney film? Hurtig rengøring af M's
stol, hagesmæk og spiseunderlag, og frokosten bliver serveret i forholdsvis
fred og ro, mens jeg tørrer de sidste rester havregrød af væggene og kravler
rundt under bordet med en fejebakke og en gulvklud, og så er det MIDDAGSLUR!
Fortsættelse følger...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar