Wax on, wax off..

Efter en uge dømt nul træning pga en let forstuvet ankel, og derefter en omgang ynkelig ”man flu”, så var det blevet tid til at holde fanen højt for alle os, som elsker slik, chokolade, chips og dip, hvor man ved sidstnævnte lige stikker en finger ned og skraber kanterne for at få det sidste med, når ingen ser det...

Beslutningen blev taget da jeg fandt M i færd med at servere juice til 4 usynlige venner mens han sagde ”åh åh” i bedste Teletubbie stil. Han for da også ud til hoveddøren og hev i håndtaget, da han så mine træningssko, men blev utålmodig da jeg ikke kunne finde bilnøglerne, og stod til sidst og råbte og skreg mens han bankede febrilsk på døren som den tasmanske djævel fra Disney sjov. Trækker på smilebåndet, da jeg finder bilnøglerne i hans hjemmesko, og tænker ”Karma er en kælling M...”

Normalt holder jeg mig nede ved udgangen, da det giver en falsk tryghedsfølelse af anonymitet, hvor jeg blender ind i omgivelserne lige så godt som Borat i hans grønne ”mankini” med mine alt for korte ben, muffintoppen og ukontrolable armbevægelser. Desuden kan damerne fra creche’n komme og hente en hvis barnet har skidt og skal skiftes.

Men lige nøjagtig i dag vil jeg gerne lidt tættere på instruktøren, så jeg bedre kan se positionerne, da jeg for nogle uger siden overstrakte den ene hofte i min iver for at opnå ”lange smidige lår”, som alle Victoria Secret Angels modellerne har.

Men det er om at holde sig til for yoga gazellerne er lynhurtige og målrettede efter deres faste pladser oppe ved spejlet, så de kan beundre sig selv i de mest tyngdekræftskrænkende positioner.

I dag var jeg dog fast besluttet på at kunne udmanurere dem, og om det var på grund af min mindre elegante trampende gang med yoga måtten svingende fra side til side, håndklædet slæbende efter mig, som toiletpapir på en hæl, en skvulpende dryppende vandflaske eller min foroverbøjede søløve cigar ryger hoste, så fik jeg min udsete plads, mens de drak deres grøntsagsimmunbooster shots med nervøse trækninger – præcis som gazeller der lugter en løve.

Får kvinder også midtvejskrise sammen med overgangsalderen? I en yoga time for nogle uger siden opdagede jeg en kvinde i overgangsalderen, som havde fundet sit gamle neon farvede træningstøj fra 80’erne frem fuldendt med svedbånd, benvarmere og alt alt alt for høje hofte udskæringer. Normalt ville jeg sige kudos til denne kvinde, da hun tilhører min flok af bisoner okser med  knuprede lår og bløde arme, men desværre, for mig, opdagede jeg hende da vi var i følgende stilling:

 

Brazilliansk voksning blev ”opfundet” i 1987 af en salon i New York, og efter alt tyde så var dette ”fænomen” ikke kommet til Australien, da hun pakkede sit træningstøj ned sidst i 80’erne eller så fandt hun ikke folderen fra sin beauty salon, da hun fandt tøjet frem anno 2014. Vi snakker ikke om en antydning eller ”misfarvet” område, men om en utæmmet hæk, som i de sidste 25 år har været omdrejningspunktet i en nabostrid om retten til ejerskab og tydeligtvis ikke blevet afgjort endnu.

Kender i det hvor man bliver taget i at stirre, og man prøver at være hurtig som en ninja, når personen man stirrer på laver den mindste bevægelse?

Det er først da instruktøreren for 3. gang råber ”...og så går vi i downward dog”, da det går op for mig, at jeg stadigt står i ovenstående stilling med udspillede

øjne og munden fastfrosset i et lydløst skrig. Panikker, da vi får øjenkontakt, og prøver hurtigt at komme ud af stillingen, som ender med at jeg banker hovedet mod gulvet med et højt dunk, og tiltrækker endnu en gang hele klassens opmærksomhed.

Resten af timen foregår i en omtåget tilstand med en dundrende hovedpine og et fastfrosset billede på nethinden.

Tilbage til til timen, hvor jeg stadig har optur over at have udmanureret alle gazellerne, og står nu og pruster og sveder som den bisonokse jeg nu er, men stivner brat, da jeg opdager at jeg har glemt min ”underarm waxing” tid i går, og står nu og kigger på:

Tiden står stille, det ringer for ørene, prøver at få armene ned men mine skuldre er fastlåst. Kigger desperat rundt og resten af klassen står i ”downward dog”, og skynder mig at fake et hosteanfald, som er så kraftigt at jeg bliver nødt til at forlade timen, og kører direkte hen til salonen.

Dagens lektie: Karma er en udspekuleret led kælling!

Når ludobrikker... Del 2

Jeg må nok med tungt hjerte indrømme, at jeg er blevet en af de trælse bedrevidende mødre, som siger: ”Du skal sove når baby sover...”

Jeg elsker at sove! Efter at have været sammen med min mand i 4 år erklærede jeg i et svagt øjeblik, og fuld må jeg også have været, at jeg måske elskede ham mere end at sove.

Derfor kræver det stor selvbeherskelse, når der står en mor og snøfter nedladende: ”Sove midt på dagen?! Nej, jeg kan simpelthen ikke sove midt på dagen, tænk på alle de praktiske ting man kan nå.” Så er det jeg har alleremest lyst til at råbe som Fru Murermester Jessen: ”Det er ikke fordi jeg har lyst, det er fordi jeg TRÆNGER!”.

Derfor er det helligste tidspunkt på dagen for en hjemmegående hvad enten man TRÆNGER til at sove eller skal have ordnet en masse praktiske ting – middagsluren.

Desværre kommer der ofte en lort på tværs som ødelægger middagsluren uanset om det er efter 20min eller 1,5 time. Derfor finder man mig tit og ofte i squat stilling foran M, efter frokosttid, og siger pres, pres, PRES efterfulgt af HRMMMMMMFFF. Er ikke sikker på at han forstår hvorfor mor sidder foran ham bordeaux rød i hovedet og siger mærkelige lyde... Dette er oftest en resultatsløs øvelse, men den sjælden gang lorten kommer, så vil begejstringen ingen ende tage hvor både Facebook, Twitter og Instagram bliver taget i brug.

Vræeeeel, barnet har skidt og kun sovet 40 minutter – suk!

Tørrer hurtigt sovesavlet på min kind af med bagsiden af min trøje, mens jeg bandende og svovlende går mod hans værelse. Han er i selvfølgelig i pisse dårligt humør.

Efter en kamp på badeværelset hvor jeg skiftevis kæmper med en flitsbue og en orm, får han i kampens hede fat på hans fyldte ble med en hånd og hiver den over hovedet. 

”Naarrrrrj.....” råber jeg skrækslagent og i bedste slow motion stil slipper alt i hænderne, og kaster mig ind over barnet, griber bleen med den ene hånd, men stivner brat da jeg mærker en halvlunken, grynet og halvfast genstand blive presset ud mellem mine fingres krampagtige greb. FUCK! 

Derefter ringer det højt for ørene,  da jeg bliver headbuttet af M, som kæmper for at få luft under min 100kg dødvægt.

Får skiftet M med en hånd, mens den anden ligger i blød i en blanding af klorin og salmiak. Stadigt hiksende over traumaet på badeværelset og gnaven over at blive vækket af sin lur, får M lov til at se Teletubbies, imens jeg hopper i bad.

Tilbage i køkkenet står opvaskemaskinen og kigger provokerende på mig, men da jeg ser M’s rester af frokosten på tallerkenen ved siden af vasken, slår det mig at jeg endnu ikke har fået morgenmad. ’One man’s loss another woman’s gain. M’s frokostrester bliver min morgenmad og frokost samtidigt med at opvaskemaskinen bliver tømt – det er sandt, vi kvinder er mestrer i at multitaske.

”Kører om 5min” skriver jeg til min veninde, imens jeg febrilsk løber rundt i hele lejligheden for at finde bilnøglerne. Hvorfor lærer jeg aldrig at ligge nøglerne uden for M’s rækkevidde??? Finder dem liggende i Legohovedet sammen med hans ene sko. Får øje på vasketøjet på vej ud af døren. Vasketøjet, som jeg havde lovet mig selv, skulle tages ned inden Bodypump, men i det mindste er vasketøjet det eneste hængeparti når vi kommer hjem.

Efter en typisk playdate på legepladsen, hvor man prøver at holde en samtale kørende samt holder et vågent øje med at barnet ikke falder ned og brækker halsen fra rutschebanen, alt imens man balancere latten i den ene hånd og banan, mobil og rosinposen i den anden. Som altid render min latte ned af  hånden og underarmen, og af en eller anden grund er  jeg mere beskidt end M når vi kommer hjem.

Manden træder ind af døren, som resulterer i et hysterisk anfald fra M. Heldigvis er maden færdig med hjælp fra Teletubbierne, og vi kan sætte os til bordet med det samme, og måltidet foregår i forholdsvis fred og ro, hvis man ser bort fra den første halve time, hvor M lå hylende med baskende arme på gulvet fordi han overraskende skal sidde ved bordet og spise.... Det er en fase, det er en fase... FASE!

Efter badetid, legetid og godnathistorie skal puslespillene samles, bøgerne i reolen, træmaden samlet og legoklodserne i legospanden, før jeg kan sætte mig på sofaen, hvor jeg så ivrigt blogger om min total berigende dag som hjemmegående overskudsmor...

Godnat.... zzzzz

Når ludobrikker er en morgenmadsreklame. Del 1

Tænk at der skal en forstuvet ankel til at jeg kan finde tid og mentalt overskud til at skrive på bloggen.

Min veninde spurgte mig da jeg startede bloggen, som selv er hjemmegående, hvornår jeg ville finde tid til at skrive. Kan ikke helt præcist huske hvad jeg svarede, men er ret sikker på, at jeg tænkte halvt bedrevidende og halvt fordømmende med et strejf af overskud på den trælse måde: "Tid!?! Man har da masser af tid som hjemmegående!", men som så meget andet i livet, må jeg spise et stort stykke humble pie, som man siger på engelsk, eller rettere en hel pie hver dag de sidste 4 måneder. Det ironiske er, at jeg faktisk skrev mine første indlæg mens jeg stadigt arbejdede.

Nu slår hjernen mentalt fra når manden kommer hjem fra arbejde, og når barnet er puttet er den sat til opladning til dagen efter.

Nogle vil mene at hjernen stadigt kan fungere efter en dag på arbejdet, fordi den er blevet intellektivt stimuleret hele dagen, hvor en hjemmegåendes hjerne består af kødgryder, støvklud og soap i TV'et. Den teori vil jeg gerne tilslutte mig, når jeg begynder at undskylde overfor nullermændene i hjørnerne inden de bliver støvsuget.

Men hvad får man tiden til at gå med som hjemmegående?

M vågner mellem 7.30 -8.30, og jeg prøver stædigt at sove, indtil han vågner, på trods af at manden står op kl. 7 og rumsterer med lys og lyde. Prøver stædigt at fastholde nattens drøm om shopping, ferie og cocktails med to hovedpuder presset over hovedet, og hver morgen laver jeg en mental liste over at pærene i sove- og badeværelset skal skiftes ud med lavere watts, og der skal filt puder på ALLE skabslåger og skuffer.

Både liste og cocktails bliver glemt når der lyder høje utålmodige hyl fra babyalarmen. Lydende er den sidste halve time blive ignoreret til fordel for den varme dyne og puderne er nu presset sammen til ørepropper. Den dårlige samvittighed trækker puderne ud af ørerne og den søvnige krop forlader nattens drøm om fordumstid, hvor man var udhvilet, rynkefri og uden poser under øjene. På den anden side ville jeg nu også råbe højt, hvis jeg havde siddet i min morgenlort den sidste halve time...

Efter morgenritualet på badeværelset er overstået, skal barnet fodres. Imens havregrøden koger i mikroovnen, overvejer jeg hvilke lækkerier mine sofistikerede smagsløg skal fodres med til morgemad.... En let toasted bagel med røget laks, philadelphia, rødløg, tomat med en strejf af citron eller en engelsk bacon buttie med sprød bacon i en bolle med "brown sauce" - tænderne løber i vand....

Diiiing, siger mikrobølgeovnen, og M står og råber "Maaaa", mens hans danser stepdans samtidigt med han er ved at hive pyjamas bukserne af mig. Han har på det sidste nægtet at sidde på sin stol og spise, hvor han kun vil sidde på mit skød uden hagesmæk og selvfølgelig egenrådigt selv styre skeen med havregrød. Selvfølgelig er i dag ikke en undtagelse.

Sætter ham på stolen og han stikker i et hyl med det samme, og inden hagesmækken er fundet frem er han kravlet ned og står og hyler omkring knæene på mig.

• Prøver stolen igen [Please, det er i dag det virker..]
• Lokker med en ske fuld af havregrød [Tag nu skeen, tag nu SKEEN]
• Havregrød på stol, havregrød på væggen [For helvede, hvornår blive jeg klogere???]
• Kommer op på skødet, men bliver kradset i ansigtet [1-2-3-4.... MØGUNGE!]
• Ned på gulvet [Hvor svært kan det være?]
• Supermarkeds syndromet i bedste vis [Suk....]
• 10min er gået [Skal jeg bare lade ham sidde ved mig?]
• Stolen igen [Hvis andre kan få deres børn til at spise på sin stol, så kan jeg også!!]
• Havregrød flyver igen [Nå måske ikke...]
• Suk [Hvor er det nærmeste hittegodskontor?]

Efter 20-30min af konstant skrigeri vinder sulten over viljen og han sidder nu pænt og spiser på sin stol. Smiler over hele femøren og charmer alt det han har lært. Det er så nu, jeg skal skrive at smilet af mit barn får de sidste 30min til at komme direkte i glemmebogen, og smiler kærligt tilbage mens solens varme morgenstråler falder blødt på os gennem vinduet...

Fandemer nej, møgunge! Mine ører har midlertidigt tinitus, imens øjene skanner området for havregrødsklatter. Hvis jeg var en ludobrik, var jeg slået hjem nu.

Shit, er klokken allerede 9.30, min Bodypump time starter om en halv time!

Får tørret det værste havregrød af M's tøj, hår og ansigt imens det indtørrede snot og den grønne bussemand bliver ignorereret. Ja, jeg er en af de mødre.... Morgenmad?! Nå ja, det siges at man træner bedst på tom mave.

Farer ind i soveværelset og trækker min yummy mummy uniform på; det sidste nye yoga/træningstøj fra Lorna Jane (den tager vi senere...)

Havregrødsklatter, mælk, stol og køkken får lov til at stå, og vi er ude af døren inden for 10min.

Når ned til garagen og skal have ham spændt fast i stolen... Trækker vejret dybt og tæller til tre (ti hvis vi er i god tid), og prøver at få flitsbuen foran mig til at passe ned i stolen.

"Det er kun 5min" tænker jeg og tænder opgivende iPaden foran ham, og straks slapper flitsbuen af, og kan bakke ud af garagen indenfor 2min. Når lige nøjagtigt timen mens bænk, vægte, stang og måtte flyver omkring mig. De andre i timen trækker nervøst deres bænk en halv meter længere fra mig inden instruktøren starter.

Fitnesscentret har en creche, hvilket er en såkaldt pasningsordning. Det betyder, at han kommer til at lege med andre børn - desværre kun 90min. Det er win-win-win situation med gratis parkering, barnet bliver socialiseret, det er billigere end legegruppe efter 3. ”besøg” på en uge og vigtigst af alt: ALENE tid. Ekstra plus er at jeg forhåbentligt snart kan gøre mig fortjent til yummy mummy uniformen, som mest af alt ligner en kæmpe softice med guf på.

Hvis han ikke virker træt efter træning, runder vi formiddagen af på legepladsen.

Underligt nok glemmer jeg altid hvordan lejligheden så ud, da vi tog afsted. Er ved at skvatte i en brandbil, som ligger lige inden for døren, og skraldespanden, som stod klar til at blive taget med ud, men blev nedprioriteret i farten, står stadigt og lugter af gårsdagens madrester.

Sjovt nok har havrgrødsklatter og mælkerester, som nu har formet skind, ikke fundet vejen ud til vasken. Hvorfor sker sådan noget kun i Disney film? Hurtig rengøring af M's stol, hagesmæk og spiseunderlag, og frokosten bliver serveret i forholdsvis fred og ro, mens jeg tørrer de sidste rester havregrød af væggene og kravler rundt under bordet med en fejebakke og en gulvklud, og så er det MIDDAGSLUR!

Fortsættelse følger...